The Rig

Da Kinloch Bravos besætning strandes på boreplatformen, først af en omdirigeret helikopter, og derefter af en mystisk tåge, der påvirker hele oliefeltet, forpurres platformslederen Magnus' forsøg på at finde en praktisk løsning af en grufuld ulykke og en stigende grad af uvished ombord.

Da platformens standby-fartøj dukker op, håber besætningen på en udvej, mens geologen Rose arbejder i døgndrift for at analysere den mystiske aske, før besætningen forlader skibet. Men bølgerne går højt ombord, og visse besætningsmedlemmer vælger at tage sagen i egen hånd, hvilket får alvorlige konsekvenser.

Baz er forsvundet og antages at være farlig, og besætningen deler sig i to grupper for at gennemsøge produktionsmodulet og finde ham, mens Rose vælger at isolere Fulmer. Men netop som Rose har et forunderligt gennembrud i sin forskning, tager eftersøgningen en skræmmende drejning, da besætningen rammes af strømsvigt og paranoia og opdager ting, der gør dem meget usikre.

Baz og Garrow begynder at forstå deres mission, mens de udforsker pumpekontrolrummet, og indser, at de har brug for Fulmers hjælp. Dette får smertelige konsekvenser for Fulmer, som allerede kæmper med at holde fast på sin forstand. Efter et spinkelt håb slukkes, begynder Magnus at miste sit tag, da spændingerne og ængsteligheden blandt besætningen stiger.

De nyankomne fra Kinloch Charlie gør sig omgående gældende, da Pictor-chefen Coake overtaler en gruppe besætningsmedlemmer til at underminere en svækket og Magnus og tvinge sig vej til pumpekontrolrummet. Men da Coakes motiver efterforskes, og besætningen indser, at han ikke har fortalt dem hele sandheden, er de pludselig i et intenst kapløb om at finde svar og redde liv.

Stridigheder afgøres, og mysterier afsløres, da Coake bliver presset til at forklare Pictors plan og den sande årsag til, at han er ombord. I mellemtiden begynder Rose og Fulmer at indse, hvad de kodede beskeder, de har modtaget, virkelig betyder, og Magnus lægger sine personlige dæmoner i graven for at hvile, så han kan lede besætningen i deres sidste forsøg på at overleve.