El Bulli: Historien om en Drøm

I 1956 køber Schilling-familien et stykke jord i Montjoi Cove. I 1963 tager restauranten elBulli de første skridt mod at være en rigtig forretning. I 1981 overtager Juli Soler rollen som direktør. To år senere, starter Ferran Adrià som praktikant.

Ferran Adrià er i 1987 den eneste kok. Og det år beslutter han sig for at droppe kogebøgerne og finde sin egen stil. Den finder han ved at få inspiration fra det traditionelle køkken i hans lokalområde. Råvarerne, teknikkerne, saucerne og pynten...

Efter et par år med autoktonbaseret kogekunst, er det nu en mere personlig stil, der er fremherskende. Stilen baner vej for avantgardemadlavning og for at erobre den fuldkommen kreative frihed. De første kreative processer bliver til. Menuens struktur fremhæver tapasens udseende og udskifter dessertvognen med tallerkenservering.

Den tekniske og konceptuelle research går i gang, hvilket med stor sandsynlighed bliver elBullis vendepunkt. Ferran Adrià og hans team undersøger nye teknikker, koncepter og udførelser, der leder til en lange række opskrifter. Grundlæggelsen af den søde og salte symbiose bliver skabt sammen med dekonstruktion og minimalisme.

elBulli får sin tredje Michelinstjerne. Der opfindes en ny karameliseringsmetode i den tekniske og konceptionelle research, hvilket leder til udviklingen af nye kager, varm gelatine, varm skum og ispulver.

Det giver resultater at investere I kreativitet. Der oprettes en permanent workshop i Barcelona. Senere åbnes Bullicarmen, elBullis forretningsmæssige hovedkvarter. Menuen skrottes, hvilket giver plads til et udvalgte af små retter. I køkkenet udvikles der kulsyreholdige drikke ved hjælp af CO2-sifonen.

elBulli tilbyder en lang række nye koncepter, teknikker og udførelser: luftskum, sfærisk udførelse, flydende nitrogen, cruteknikker og frysetørring. Sammensmeltninger tilbydes nu på menuen, mens det industrielle design fokuserer på køkkenet og bordet.

Højdepunktet i denne periode portrætteres med Ferran Adriàs optræden i Documenta12-fremvisningen. I 2007 knækkede den røde tråd, der havde været gennemgående i elBullis historie siden sluthalvtredserne: Marketta Schilling, grundlæggeren af restauranten, døde i en alder af 87.

Der filmes en hel dag, kokkene, tjenerne og kunderne følges fra solopgang til den sidste kunde beslutter sig for at forlade stedet. Dette afsnit skildrer det mest realistiske billede af restauranten og Roses arbejde på daglig basis. Derudover tilbyder El Bulli: Historien om en Drøm, historien bag elBulli i et reduceret format.

Der er bred konsensus om elBulli og Ferran på mange områder og ikke kun på det kulinariske. Udover en masse priser fra restaurantmagasiner, modtager de også designpriser og honoris causa-udmærkelser. Ferran Adrià tager på verdensturné for at præsentere sin bog ”En dag på elBulli”. Alicia Foundation grundlægges.

De to sidste år på elBuilli-restauranten. Ferran og Juli træffer en beslutning om at omdanne elBulli og offentliggøre lukningen af restauranten til Madrid Fusion 2010. Formålet er at tage tid til at reflektere over, hvordan de vil genåbne den i 2014 som et kreativt center. Albert Adrià beslutter sig for at starte sin egen nye udfordring i Barcelona.

Den 30. juli 2011. elBulli - fem gange vinder af prisen som verdens bedste restaurant - lukker dørene for at blive forvandlet til en fond i 2014. Restaurantens kok, Ferran Adriá, organiserer en sidste, spektakulær middag omringet af dem, der nu er de bedste kokke i verden.

Forklaringen fra Palau Robert om elBulli-restaurantens historie får os til at genoverveje det oprindelige projekt om at udvide den fremtidige fonds mission, som ønsker at bevare essensen af og arven fra elBulli. elBullis univers, Ferran Adrià, Juli Soler og Albert Adrià, uddyber myten og lykkes med at styre gastronomi-verdenen mod innovationens verden.

Efter tre års arbejde opnår elBulli-fondens sine mål baseret på tre hjørnesten: Sapiens (elBulli-fondens metodik), LaBulligrafía (Visit Bale-arkiv) og elBulli1846 (et sted i Cala Montjoi, hvor man kan studere og udforske effektiviteten af den kreative proces).

Den samler belæg fra artister, museumsdirektører og kuratorer, som for første gang reflekterer over, hvilken plads avant-garde-cuisine har indenfor verdenen af moderne kunst.