Når jeg kører i åben vågn, mindes jeg om, at også jeg kan skifte gear, se faren i øjnene, håndtere ubekvemmeligheder – og overleve tragedie. Min partner, der har tårer i øjnene, siger: ”Du elsker den bil. Og din ægtemand var en ekstraordinær mand.”

Jeg er en vampyr i bund og grund – går i seng omkring klokken otte eller ni og vågner klokken 16.00 eller 17.00. De første dates går som regel okay, fordi de ligger om aftenen, men det bliver hurtigt kompliceret.

Vi mødtes på et tog. De perfekte, flirtende, seks timer. Begyndelsen af vores kærlighedshistorie? Da vi stolede på universets kraft, udvekslede vi ikke mobilnumre. Nogle gange er en romantisk plan ikke nok.

Han var alt det, en tiårig pige kunne håbe på i en mand. Det var besluttet: Jeg var forelsket. Jeg begyndte at spekulere på, om skæret fra min brudekjole ville gøre ham bleg. Jeg begyndte at udtænke en plan, så han og jeg ville ende sammen for evigt, som der stod i min dagbog.

I bagklogskabens klare lys burde jeg have vidst, hvad jeg var, første gang jeg ledte efter en quiz, der hed ”Er jeg homoseksuel?” Men det gjorde jeg ikke.

Et par måneder senere sidder jeg i psykologens venteværelse og betaler for min fjerde, virkelig gode gang gråd, da en kvinde bærende på et barn kommer ind. Jeg genkendte hende ikke først, men så huskede jeg hendes ansigt. ”Er du den fyrs kone, som min kone har en affære med?” spørger jeg taktløst. ”Ja,” siger hun. ”Men vi er ikke sammen mere.”

Jeg husker ikke hans efternavn. Han var flot, havde et dejligt smil og strålende, blå øjne. Sexen var god, tror jeg nok. Vi kendte ikke hinanden godt. Det kom vi aldrig til.

Denne nat, længe efter vi havde smidt håndklæde i ringen for os, var vi der igen og kravlede tilbage i ringen. Men denne gang ville det blive anderledes. Vi forestillede os bare ikke, hvor anderledes det ville blive eller hvor hurtigt.